Lidt om svampe

LASSE HAR VÆRET EN TUR I SKOVEN... 

Alle taler om vejret men ingen gør noget ved det. Nej og heldigvis for det. Havde vi i Danmark ikke haft det omskiftelige vejr med regn det ene øjeblik og sol det næste havde vi aldrig fået lov at møde et væld af svampe rundt i skovene, hvor, hvis man spørger mig kantarellen er borgmesteren. 

Når man tilbereder svampe anbefaler jeg at man arbejder udfra KISS modellen, keep it simple stupid. Jeg anbefaler også at man giver sine kantareller, lidt gaver som persille, hvidløg, skalotteløg og fløde. Så får man en vidundergarniture som straks indtager pladsen som hovedemne og stiller høje krav til resten af måltidet. 


SOM JEG VILLE GØRE DERHJEMME ...

  • 2 store håndfulde kantareller, børstet fri for jord og det gule skrabes af stilken. 

  • 2 spsk fintsnittet skalotteløg 

  • 2 spsk finthakket persille

  • 1/4l piskefløde 

  • 1 tsk revet hvidløg

  • 1 godt glas hvidvin efter egen smag og kælderstatus


På en knaldvarm pande ristes kantarellerne i en smule vindruekerneolie eller solsikkeolie, når du efter to-tre minutter kan fornemme duften af de sødlige svampe tilsætter du piskefløde og lader den koge ind til fløden er tyknet. Sluk for varmen og tilsæt persille, skalotteløg og hvidløg og smag til med salt og peber fra møllen. 

Server kantarellerne med ristet brød, en bøf, et stykke pighvar, eller hvis man er en smule uartig en stor klods stegt foie gras. 
 

VELBEKOMME!
 

Nu vil den opmærksomme læser spørge, hvornår tilsætter man hvidvinen?
Og svaret er naturligvis i små slurke mens man snitter, børster, skraber, hakker, steger og tilsmager.